Nu har jeg i den sidste måneds tid været inde for at trace en pakke, jeg venter på. Det har næsten udviklet sig til en sygelig vane hos mig. Det er nogle produkter, jeg bestilte fra England. Og jeg fik da også et tracking-nummer tilsendt af firmaet ret hurtigt. De skrev venligt til mig, at mine varer er på vej, og at de takker for, at jeg handlede hos dem. Jeg har handlet hos dem før og har altid været meget tilfreds med de varer, jeg har købt hos dem. Men det plejer bare ikke at tage så lang tid for pakken fra dem at nå frem som denne gang. Ok, jeg ved, at på grund af corona, så er forsendelsestiden lidt længere, end den plejer at være. Men mere end 6 uger nu? Det er lidt i overkanten. Synes jeg.
Er det Brexit?
Mens jeg tracker pakken endnu en gang, går det op for mig, at jeg jo ikke tænker mig ordentligt om. Det er jo på grund af Brexit, at pakken er så forsinket. Den skal jo igennem tolden nu. Og jeg kan forestille mig, at det tager lang tid. Der må være mange mennesker, der også har glemt, at alle pakker fra UK skal igennem tolden, inden de frigives til videre forsendelse. Og jeg tvivler på, at toldmyndighederne har været i stand til at forberede sig på den øgede arbejdsmængde, de fik her efter 1. januar i år.
Jeg falder til ro og væbner mig med tålmodighed. Jeg håber bare, at min pakke er blevet godt emballeret. Sådan at den kan klare en måske lidt hårdhændet behandling.
Emballage skal være miljøvenlig
Hidtil har pakkerne, jeg har fået fra firmaet været pakket i fin bæredygtig og miljøvenlig emballage. De er gode til at gøre opmærksom på, at de genbruger emballage, de selv får. De skriver også på deres site, at de gør alt, hvad de kan for at bruge poser af genbrugsplast til nogle af varerne. De vil gerne gøre alt, hvad de kan for at mindske CO2-udslippet.
Jeg får en besked på min mobil. Jeg kan høre et ’Ding’. Lader mobilen ligge og fortsætter mit arbejde. Beskeden er sikkert fra min datter, der minder mig om, at hun skal til badminton i eftermiddag. Hun sender mig altid den slags beskeder.
Jeg ved det godt, så jeg ignorerer hende. Jeg henter hende direkte fra skole og kører hende hen til badmintonhallen.
Så er der besked
Imens jeg venter på, at hun træner, åbner jeg min telefon og tjekker den for beskeder og mails. Og ja, der er en besked fra hende om, at hun skal til badminton. Men der er også en besked fra postvæsenet. De skriver, at min pakke venter i den lokale GLS-shop, og at der er en ekstra udgift på så og så mange kroner. Pakken vil vente på, at jeg henter den i 20 arbejdsdage, og har jeg ikke hentet den inden da, vil den blive sendt tilbage til firmaet. Jeg lægger det ind i min plan for i morgen, at jeg skal huske at hente min pakke i GLS-shoppen.