Der sidder en direktør i et mødelokale over for en kurator. Selskabet er gået konkurs, og samtalen er høflig. Kurator spørger til bogføringen, til en overførsel til et andet selskab sidste efterår, til hvorfor momsen ikke blev afregnet fra april. Direktøren svarer, så godt han kan. Han har jo ikke noget at skjule.
Det, han sjældent er blevet fortalt, er, at kurator ved lov er forpligtet til at give politiet besked, hvis oplysningerne peger i den retning. Konkurslovens § 110, stk. 4 er kortfattet: finder kurator, at de foreliggende oplysninger giver grundlag for politimæssig efterforskning mod skyldneren eller andre, skal kurator give politiet meddelelse herom.
Ikke kan. Skal.
Kurators dobbeltrolle er indbygget i systemet
En kurator er ikke modpart i klassisk forstand. Kurator varetager kreditorernes interesser, sælger aktiver, gennemgår om der er dispositioner, der kan omstødes, og indstiller til skifteretten, om ledelsen bør pålægges konkurskarantæne. Samtidig er kurator den, skyldneren har oplysningspligt over for.
Konstruktionen fungerer, netop fordi den er effektiv. Men den betyder, at der ikke findes en fortrolig zone i et konkursbo. Alt, hvad der bliver oplyst for at få boet afviklet, kan bruges til noget andet bagefter.
Hvor meget tid har kurator til dig?
Mindre, end de fleste forestiller sig. Rigsrevisionen har gennemgået skifteretternes behandling af konkursboer og fandt et gennemsnitligt tidsforbrug på 54 timer pr. bo og et gennemsnitligt vederlag på omkring 115.000 kr. Omkring 64 procent af boerne blev behandlet på under 30 timer.
Den oplysning bør ændre adfærd hos en skyldner. Kurator danner sig et billede hurtigt og på et begrænset materiale. Er det materiale rodet, mangelfuldt eller leveret i bidder over flere måneder, fortæller det en historie helt af sig selv. En virksomhed, der møder op med ordnede bilag, en kronologisk forklaring og en advokat, der kender behandlingen af konkursboer indefra, bliver læst anderledes end en, der ikke gør.
Derfor giver det mening at rådføre sig med en advokat, der selv fungerer som kurator i konkursboer. Den, der har skrevet hundredvis af kuratorindstillinger, ved præcis, hvilke huller i en forklaring der udløser et opfølgende spørgsmål.
Karantænen, som naboen nu kan slå op
Konkurskarantæne er ikke straf i juridisk forstand. Det er en civilretlig reaktion, der forbyder en person at deltage i ledelsen af en virksomhed uden personlig hæftelse. I praksis rammer den hårdere end mange bøder.
Pr. 16. februar 2024 var der ifølge Justitsministeriet pålagt i alt 11.711 konkurskarantæner, siden reglerne trådte i kraft. Har man med sådan en sag at gøre, er spørgsmålet sjældent, om man skal bruge en insolvensadvokat eller advokater med speciale i strafferet. Svaret er som regel begge dele. Det er også derfor, Bjerregaard Advokatfirma driver både en insolvensafdeling og et strafferetligt speciale, hvor sager om hvidvask håndteres af en forsvarsadvokat med kendskab til, hvordan pengestrømme ser ud i et konkursbo.
Baggrunden er de to ændringer, der kom med revisionen af reglerne.
Revisionen blev vedtaget den 23. maj 2024 og gælder for konkursboer, hvor dekretet er afsagt fra 1. juli 2024.
For det første blev registret over aktive karantæner åbnet for offentligheden. Før havde kun udvalgte myndigheder adgang. Nu kan en bank, en samarbejdspartner eller en potentiel kunde slå det op. Sanktionen er flyttet fra et arkiv til et opslagsværk.
For det andet blev typetilfældene skærpet. Væsentlig tilsidesættelse af skatte- og afgiftsforpligtelser, mangelfuld bogføring, formueforringelser uden forretningsmæssig begrundelse, drift efter håbløshedstidspunktet og stråmandskonstruktioner, hvor den faktiske ledelse er en anden end den registrerede. Karantænen gives som udgangspunkt for tre år og kan efter de reviderede regler strækkes til fem år i de groveste tilfælde.
Læs listen igen. Hver eneste post på den kan samtidig udgøre en overtrædelse af straffeloven. Mangelfuld bogføring, unddragen moms, aktiver flyttet ud af selskabet kort før dekretet. Det overlap er grunden til, at en karantænesag så ofte bliver en dobbeltsporet affære.
Et system, der hviler på kurators faglighed
Rigsrevisionen fandt også, at kun 0,4 procent af 40.659 afsluttede konkursboer blev udtaget til stikprøvekontrol, og at en tredjedel af de kontrollerede gav anledning til kritiske bemærkninger. Tilsynet er med andre ord tyndt.
Det er et argument for at tage kuratorens vurdering alvorligt, ikke for at tage let på den. Indstillingen om konkurskarantæne er i praksis den version af historien, skifteretten får først.
To sager, to modsatrettede råd
Her bliver det for alvor kontraintuitivt.
I en straffesag har den sigtede ret til at tie. Passivitet koster ingenting, og bevisbyrden ligger hos anklagemyndigheden. I en konkurskarantænesag er logikken en anden. Kandidaten kan ikke forholde sig tavs uden risiko for processuelt tab. Man må aktivt udtale sig for ikke at stå tilbage med en karantæne, retten ellers ville have undladt at give.
To retsprincipper, samme person, samme faktum, modsat rådgivning.
Hvad landsretten har sagt
Vestre Landsret slog i en kendelse fra september 2017 fast, at en konkurskarantænesag ikke skal sættes i bero, fordi der verserer en straffesag om de samme forhold. Samtidig fastslog retten, at processuelt tab ikke indtræder, hvis der er rejst sigtelse mod kandidaten eller er grundlag for det. I en tidligere kendelse fra februar 2016 kom landsretten frem til, at oplysninger indhentet som led i den almindelige bobehandling godt kunne bruges i den efterfølgende karantænesag.
Sammenhængen fortjener et øjeblik. Beskyttelsen mod selvinkriminering bider, når sigtelsen er der. Den bider ikke bagud på det, der allerede er udleveret til kurator som led i den ganske almindelige afvikling af boet.
Hvad man gør i praksis
Man svarer kurator. Oplysningspligten er reel, og manglende samarbejde er i sig selv et argument for karantæne. Men man svarer på det, der bliver spurgt om, man leverer dokumenter frem for fortolkninger, og man får vurderet, hvor grænsen mellem bobehandling og potentiel sigtelse går, inden man sætter sig i mødelokalet.
Den vurdering kan ikke foretages af den, der står midt i sagen. Det er lidt som at læse korrektur på sin egen tekst: man ser det, man mente at skrive.
Spørgsmålet er ikke, om du har noget at skjule. Det er, om du kan forklare det, du har gjort, i den rækkefølge det skete.